6634451-danmark-er-et-frigjort-land-men-sexisme-er-et-ikke-emne-foto

Feministisk lys forude

I Danmark engasjerer unge jenter seg mot den utbredte hverdagssexismen. 

Vi har hørt det tusinde gange før når man siger man er feminist. I alt for mange tilfælde er responsen «Hader du så mænd? Mener du så at vi alle være ens? Sidder I så nøgne i rundkreds og rakker ned på mænd?» Bare for at nævne et par stykker.

Vælger man at komme med eksempler på den manglende ligestilling eller sexisme, bliver de disse lige så hurtigt affejet. «Du er for sippet! Tag det som et kompliment når vi råber efter dig på gaden eller tager dig på røven. Hvis kvinder virkelig ville have lige løn, så ville de jo arbejde hårdere!» For den gængse opfattelse har længe været – og er til dels stadig – desværre den, at feminister bare skal klappe i og at ligestilling jo var noget man allerede har i Danmark.

Dog er der lyspunkter at spore. Heldigvis ser jeg lige for tiden en ny generation som sætter spørgsmål ved, hvorvidt ligestillingen virkelig eksistere. Det sidste år er Dansk Kvindesamfund i stigende grad blevet kontaktet af skoleelever, som spørger til alle aspekter af arbejdet med ligestilling. De er typisk mellem 13 og 19 år, af begge køn og generelt meget spørgelystne og reflekterede. De fleste af dem har set Dansk Kvindesamfund på de sociale medier eller i forskellige debatsammenhænge, hvor vi har udtalt os om ting som vedrører dem og den verden de er i berøring med.

Ligegyldigt, hvad deres hovedemne er, kommer næsten alle ind på problematikkerne omkring reklamer og mediefremstillingerne af køn. De finder det indskrænkende at kvinder altid skal fremstilles som sexobjekter og spørger om det er noget vi har en holdning til. Det, at de på forhånd ikke ved, hvad vores holdning er, men sætter spørgsmål ved de reklamer, film og tv de ser i deres hverdag, tyder på en kritisk indstilling til verden omkring dem. Og det oven i købet med ligestillingsbrillerne på. Det er ikke altid de yngste af dem kan sætte ord på præcis, hvad som generer dem men de er alle enige om, at reklamer alt for ofte er sexistiske. En sexisme, hvor det ofte er kvinderne der bliver udstillede enten som uintelligente eller hvor deres eneste funktion er at skulle se god ud – for mænd og ikke dem selv primært. De lidt ældre er bekymrede for, hvordan dette kan have betydning for dem selv og den verden de kommer til at blive voksne i.

En anden ting som mange både folkeskole- og gymnasieelever bekymre sig om er opdelingen af samfundet i pink og blå – ting fremstillet til enten mænd eller kvinder. De tager ofte udgangspunkt i deres egen opvækst og spørger til problematikkerne omkring kønsopdelt legetøj. Mange piger fortæller at de ofte har fundet det «pink» legetøj kedeligt men at de har følt sig presset til at holde sig fra det «blå» på trods af at de fandt det sjovere og mere udfordrende. Ligeledes har drengene ofte holdt sig fra det «pink» da de blev drillet, hvis de viste det interesse. Flere kan fortælle om både familiemedlemmer og pædagoger som har kaldt dem tøse-drenge, hvis de har leget med legetøj som ikke bliver alment opfattet som til drenge. Og det er jo netop der problemetikken ligger, at legetøjet udfra, hvilket køn de sælges til, sætter børnene i kasser i en meget tidlig alder. Kasser som flere teenagere ikke vil sættes i, og som de forstår begrænser dem i deres udvikling og valg.

For halvandet år siden startede Dansk Kvindesamfund projekt «Stop Sexisme» (frem til efteråret 2014 kendt som The Everyday Sexism Project Denmark). Projektet har fået stadig flere til at sætte spørgsmålstegn ved de sexistiske problematikker de støder på i deres hverdag og også her er de unge opmærksomme. De deltager aktivt i debatter på nettet og opsøger os med spørgsmål. De vil ikke finde sig i, hvad som helst og alle har de eksempler på, hvordan de selv eller deres venner har været udsat for cat calling, at bliver gramset på og at blive forskelsbehandlet på baggrund af deres køn. Der har ikke været én eneste som ikke har fundet sexisme problematisk. Og tilgangen er ofte meget mere reflekterende end, hvad man støder på hos voksne. I stedet for bare at affeje forskellige situationer, stiller de spørgsmål og er åbne overfor at blive klogere. De er endnu ikke farvet af tanken om at «sådan er det bare».

Når vores ligestillingsminister siger at der er ligestilling, når folk altid lige skal mide en om at der jo også er mænd som er udsat for vold i hjemmet, når regeringen hopper fra sine løfter om fædrebarsel og kriminalisering af prostitutionskunder, når mænd vil kunne løbe fra ansvaret for deres børn ved at lave en «juridisk abort», når kvinder konstant fremstille som sexobjekter, når TV stationerne fyrer alle kvindelige værter over 35 år, når mænd ligger højest i antallet af fængselsindsatte, selvmordskandidater og hjemløse – så bliver man lidt træt af at høre at man som feminist og ligestillingsforekæmper bare er sippet. Det varmer derfor når stadig flere unge sætter spørgsmålstegn ved ting i samfundet som end ikke de fleste voksne gør. At de ikke umiddelbart reagere negativt på ordet feminist og at de ofte oven i købet ofte selv betegner sig som feminister, giver mig håb om at der er en ny generation, som vil gøre noget for at gøre vores samfund mere ligestillet.

Post kommentar